Logo

Synet

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Artikel billede

Hvordan fungerer det?

Skematisk snit gennem øjet:

a Huden på øjenlåget,

b Bindehinden (conjunctiva),

c Årehinden (chonoidea),

d Senehinden (sclera),

e Nethinden (retina),

f Hornhinden (comea), øjets forreste klare del,

g Regnbuehinden (iris - øjenfarven),

h Forreste øjenkammer (camera anterion,

i Linsen (lens),

j Bageste øjenkammer (camera posteria),

k Den gule plet (fovea centralis) det sted på nethinden, hvor synsstyrken er størst,

l Synsnerven (nervus opticus),

m Den blinde plet,

n Bindehindesæk

o Glaslegemet (corpus vitreum).

Vi kan kun til en vis grad tro vore egne øjne, men vi er så vant til at stole på dem, at vi ikke tænker over, at der er problemer med at se. Men det er der i høj grad. Vi ser ikke blot det, som vi virkelig ser, men også det, som vi venter at se. Vi ser ikke blot med øjnene, men også med hjernen.

Vi ved godt, at der er noget, der hedder øjenforblændelse, men regner ikke altid med det i praksis.

Den enkle forklaring, at vore to øjne fungerer som et par fotografiapparater, der kaster et billede ind på hver nethinde, hvorefter hjernen affotograferer billederne som et enkelt, slår ikke til.

Et billede i hjernen kræver et nyt indre øje, og dette billede kræver igen et nyt indre øje og sådan videre i det uendelige, indtil den endelige bearbejdelse af det sete finder sted i hjernens bageste del, hvortil synssansen er lokaliseret.

Det ville være simplere at antage, at der kun var brug for et enkelt billede på nethinden, og at der i hjernens bageste del, hvortil synssansen er lokaliseret, skete en bearbejdelse af dette billede, så det blev opfattet umiddelbart.

En forudsætning for at se er lys.

Hvad vi måtte se i et fuldkommen lukket og mørkt rum, er ikke noget, vi virkelig ser, men syner, Øjenforblændelse.

Om øjet og synssansen er vor viden slet ikke så ringe, men om hjernens bearbejdelse af det sete, ved vi lige så lidt som om vor evne til at tænke.

Selv om det menneskelige øje er et forholdsvis overskueligt og hårdført organ, ejer det ejendommeligheder nok til, at man må undre sig og indrømme, at det er godt fundet på.

Forrest - uden for pupillen - ligger øjets hornhinde (cornea). Da den ingen blodforsyning har, var den det første organ, som man kunne transplantere. Den fungerer i højere grad som linse end selve linsen, der ligger inden for pupillen, som ikke er andet end et hul i regnbuehinden, et hul, der kan gøres større eller mindre efter lysstyrken. I mørke kan pupillen åbne sig til en diameter på 7-8 millimeter, men i stærkt lys trækker den sig sammen til en diameter på 3-4 millimeter. Selvom det stærke lys kun rammer det ene øje, trækker også pupillen i det andet øje sig sammen samtidig.

Den bageste del af øjet er dækket af tre hinder, senehinden (det hvide i øjet), årehinden og nethinden (retina), der omslutter øjets indre, glaslegemet (corpus vitreum), som er en gennemsigtig gele-agtig masse.

Det er på nethinden, at billedet dannes, og nethinden kan på en måde opfattes som en fremskudt del af hjernen. Med sine lysfølsomme organer, de såkaldte tappe og stave, hvoraf der er henholdsvis omkring 6 millioner og 100 millioner, opfatter den det sete og sender bud tilbage til hjernen om det igennem hundredvis af nerveceller, der samles i synsnerven.

Hvor synsnerven træder ind på nethinden, er der en blind plet, men når den sædvanligvis ikke opfattes, ligger det i, at de to øjnes blinde pletter svarer til forskellige dele af synsfeltet. Et lille stykke ovenfor den blinde plet findes nethindens gule plet, hvor der kun er tappe, og ikke stave. Det er kun, når man ser ved hjælp af den gule plet, at man opnår fuld skarphed i synet.

Ved at øjets linse flades noget ud ved et sideværts træk af muskler, får man synsbilledet til at falde rigtigt på nethinden. Man akkomoderer (afstandsindstiller) ved hjælp af linsens form.

Hvert øje bevæges af seks muskler, så det kan drejes op og ned og til siden efter ønske.

Dybdesynet fremkommer ved, at vi har to øjne, så vi kan se stereoskopisk. øjnene arbejder sammen, hvad ørerne i øvrigt også gør, for hørelse på begge øren er en forudsætning for, at vi kan lokalisere, hvorfra lyden kommer.

Men at se er ikke nogen helt enkel proces. Den må læres.

Man må gå ud fra, at det nyfødte barn ikke kan se, men kun kan skelne imellem lys og mørke. Efterhånden begynder det langsomt at erfare sig frem til at bruge sine øjne med en vis fornuft. Det lærer sig at se ved at føle på tingene og derpå afstemme synet med, hvad det har følt sig til. Man ved det ikke med sikkerhed, da man jo ikke kan bede den spæde om at forklare sine indtryk. Men ved forsøg er det bevist, at hvis man viser et ganske lille barn et påskeæg med et tegnet ansigt på og et påskeæg med noget krimskrams på, der ikke ligner et ansigt, ser barnet i længere tid på påskeægget med ansigtet, end på det andet. Det ligger måske i, at det har erfaret sig til noget om moderens ansigt, dels ved at føle på det og dels ved at se på det.

At synssansen ikke er fuldt færdig til brug, blot den er til stede, ved man fra de meget sjældne tilfælde, da mennesker, der er født blinde, har fået deres syn gennem en operation.

Det har bekræftet en gammel teori om, at man ikke umiddelbart ved hjælp af synet kan identificere genstande, som man udmærket godt kender gennem følelsen.

En filosof fik stillet følgende spørgsmål: Hvis en mand, der er født blind, har lært at kende forskel på en terning og en kugle af samme metal gennem følelsen, vil han så, hvis han pludselig blev seende og så de to genstande foran sig på et bord, men uden at røre ved dem, kunne sige, hvilken af dem der var kuglen og hvilken, der var terningen.

Svaret er nej. Det vil han ikke kunne gøre, før han har rørt ved dem.

Den blinde, der kommer til at se i en sen alder, er helt anderledes stillet end spædbarnet, der lidt efter lidt opøves i at bruge sin synssans og samordne den med sine andre sanser. Den intelligente blinde har nemlig opøvet sine andre sanser til at erstatte synet, og når han derfor får synssansen i en sen alder, er det næsten som en overflødig og distraherende sans, som han aldrig ritig lærer at bruge spontant.

Det, vi ser, er egentlig kun lys.

Lys er elektromagnetiske bølger af forskellig bølgelængde, men på de fleste bølgelængder er vi blinde. Kun på et ganske smalt kortbølget område ser vi lyset, begrænset på den ene side af ultraviolet og på den anden side af infrarødt. Dette meget korte bølgeområde på en lang skala er vort eneste kikhul ud til omverdenen.

Det menes, at vi i vort indre øje har to slags organer, hvoraf den ene slags er ansvarlig for opfattelse af klarhed eller hvidhed, mens den anden slags tager sig af farveopfattelsen.

Vi ved, at farveblindhed eksisterer, men det er ikke noget, som man altid har vidst. Opdagelsen blev gjort af den engelske fysiker og kemiker John Dalton, der levede fra 1766 til 1844, og som selv var farveblind.

Farveblindhed forekommer i forskellige former og er langt almindeligere hos mænd end hos kvinder.

Det er tappene i øjets nethinde, der registrerer farve, og en teori går ud på, at øjet kan opfatte tre grundfarver, rødt, gult og blåt, og derfra blande alle mulige andre farver.

Efter en nyere, men endnu ikke bevist teori, skulle øjet kun kunne opfatte rødt og grønt og deraf danne alle de andre farver, gult således ved en blanding af rødt og grønt.

Vi kan ikke kontrollere, hvordan andre ser farverne, og ingen kan vide, om nogle ser farven blåt, hvor andre ser farven rød. Om en græsmark ved vi, at den skal være grøn, og derfor kalder også den farveblinde græsset for grønt. Brunt findes ikke i spektret, men alligevel ser vi brunt navnlig hvor vi venter at se det.

Farveopfattelsen er i høj grad også afhængig af genstandenes form og størrelse. Farvesynet er aldrig objektivt, men altid subjektivt.

Også perspektivet, den kendsgerning, at genstandes størrelse for synet aftager med afstanden, er en forholdsvis ny opdagelse, gjort af malerne under den italienske renæssance.

De gamle ægyptere og kinesere tegnede og malede uden perspektiv, men på fotografier opfattes perspektivet som stærkt overdrevet. Det ligger i, at den menneskelige hjerne korrigerer for afstandsformindskelsen.

Vi ved af erfaring, at fjernere genstande er større end de ser ud til at være, og det tager vi hensyn til og opfatter dem som større, end vi ser dem.

Men vi kan let lade os narre. Tryllekunstnere benytter sig af det, og hvor let det er at lave tricks med vor synsfornemmelse, kan man få et indtryk af i det muntre hus i Tivoli. Synssansen kan svigte os, når vi er i ukendte og uvante omgivelser.

 

Når vi kører i en bilkortege, er det svært at afgøre, om det er bilisten foran, der sagtner farten, eller om man selv accellererer, og enhver kender den fornemmelse, man kan have, når man sidder i et holdende tog, og man tror, at det er ens eget tog, der kører, når toget ved siden af går i gang.

Lægger man en tændt cigaret i et askebæger i et helt mørkt rum og stirrer på gløden i flere minutter, ser det ud, som om gløden bevæger sig. (Flere kan se det samtidigt).

Ser man på mennesker fra et 30 meter højt tårn, ser de mindre ud, end hvis man ser dem på 30 meters afstand på jorden.

At se er en samordning af flere sæt fornemmelser og forventninger, og under jet-flyvning eller raket- og rumflyvning kan man ikke forlade sig på sit syn, men må tage instrumenter og automatik til hjælp, hvis man vil overleve.

I synssansen samvirker øje og hjerne, men det er hjernen, der spiller hovedrollen.

• Se øjet.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 2.768 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Penge kontanter, kan vi undvære dem?



Foreslå nyt svar
Effektiv reklame - klik her