Logo

Sukkersyge

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hvad er årsagen til diabetes?

Sukkersyge hedder på latin diabetes mellitus, hvilket betyder -sødt gennemløb-, underforstået gennem nyrerne.

Sygdommen har været kendt i årtusinder og allerede i oldtidens Indien lagde man mærke til, at myrerne flokkedes om den sukkersyges urin for at slikke det søde i sig, og i Kina smagte lægerne på patienternes urin for at konstatere honningsmagen, og det samme gjorde danske læger indtil i forrige århundrede.

Sukkersygens symptomer er beskrevet i gamle persiske og græske skrifter, men tidligere tiders læger kunne ikke yde deres sukkersygepatienter ret megen hjælp.

Den eneste form for behandling, der stod til rådighed, bestod i en meget skrap diæt, men den var kun effektiv overfor de milde tilfælde. De patienter, der havde sygdommen i, svær grad eller i et fremskredent stadium, blev mere og mere syge, og det endte ufravigeligt med bevidstløshed og død.

Så sent som i de første årtier af dette århundrede var sukkersyge en frygtelig og dødelig sygdom. Konstateredes den hos et barn, var man vis på, at barnet ville dø, før det blev voksent, og opdagede man sukkersyge hos unge mennesker, vidste man, at de ikke ville blive gamle.

Længe søgte man at komme på sporet af sygdomsårsagen. men først efter, at tyskeren Langerhans i forrige århundrede havde opdaget, at der i bugspytkirtlen fandtes nogle mærkelige små øer af celler, der ikke ligner andre celler i bugspytkirtlen, kom der fart i udviklingen. I disse øer dannes der nemlig et hormon, insulin, der er nødvendigt for organismens omsætning af sukker.

Hvis insulin helt eller delvis mangler, og sukkeret derved ikke forbrændes, ophobes det i stedet i blodet og går over i urinen. Yderligere kommer der som følge af den mangelfulde forbrænding af sukkeret forstyrrelse i omsætningen af fedtet, og det kan ende med, at stofskiftet til sidst går helt i stå

I begyndelsen af 1920' erne lykkedes det de canadiske forskere, Fr. Banting og Georg Best at udvinde insulin fra bugspytkirtler hos dyr og prøve det på hunde, som man havde påført sukkersyge ved at fjerne deres bugspytkirtel. Når insulinet indsprøjtedes i hundene, forsvandt sukkersyge symptomerne, og sukkerindholdet i blodet aftog.

Insulin fra dyr virkede også på mennesker, og derved var der vundet en stor lægevidenskabelig sejr, og opdagelsen stilledes straks til rådighed for sukkersygepatienter i hele verden.

Her i Danmark kom der hurtigt en produktion af insulin i gang, og det lykkedes her i landet at forbedre insulinet ved at gøre det langsomtvirkende, så patienterne blev fri for ustandselig at skulle have injektioner.

I midten af dette århundrede blev der så endelig også opdaget stoffer, der kan tages i form af tabletter gennem munden, og som i milde tilfælde af sukkersyge kan holde sygdommen nede. Men insulin kan kun tilføres ved hjælp af injektioner, idet det ødelægges i fordøjelseskanalen.

Tendensen til at få sukkersyge er arveligt betinget, men man kender stadig ikke årsagen til, at nogle får denne sygdom og andre ikke.

Hos børn og unge har sukkersygen i reglen en sådan sværhedsgrad, at insulinbehandling ubetinget er nødvendig, medens den hos ældre kan være mere godartet, sådan at behandling med de foran omtalte tabletter kan være tilstrækkelig.

De almindeligste symptomer på sygdommen er - foruden sukker i urinen - træthed, en usædvanlig tørst og stor vandladning.

Det farlige ved sukkersyge er ikke mere det forøgede blodsukker, for det kan reguleres med insulin, men derimod de sent optrædende blodkar-ændringer, der kan føre til åreforkalkning, synsforstyrrelser, nyrelidelser og bylder en snes år efter, at de første sukkersygesymptomer har vist sig.

Der er en forbindelse imellem hypofysens produktion af væksthormon og disse blodkarændringer. Også overvægt spiller en rolle, og patienter med en let diabetes, hvoraf 80 procent er overvægtige, vil efter et vægttab som regel kunne få sygdommen under kontrol uden at behøve insulin, og i lande, hvor befolkningen halvsulter, er sukkersyge sjælden, men når levefoden stiger, bliver den almindeligere.

Kvinder med sukkersyge havde tidligere vanskeligheder med at føde deres børn, fordi børnenes fødselsvægt var for høj, men nu klares dette problem ved, at man lader dem føde tidligere end normalt.

I vore dage kan patienter, hvis sukkersyge bliver behandlet rigtigt, leve et fuldt normalt liv, men de bør gå til regelmæssig lægekontrol, især efter en influenza og under et svangerskab.

For diabetikere er det særligt nødvendigt at få motion hver dag, om ikke på anden måde så i form af en god spadseretur.

Diabetesforeningen (hovedkontor)
Rytterkasernen 1
5000 Odense C
Tlf.: 66 12 90 06 - Mail: df@diabetes.dk

www.diabetes.dk

varetager de sukkersyges interesser, tilbyder sukkersyge børn ophold i feriekolonier og voksne patienter rekonvalescentophold samt støtter den videnskabelig udforskning af sygdommen.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (6 stemmer)
Siden er blevet set 2.736 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?



Effektiv reklame - klik her