Logo

Sterilisation

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Et beskedent indgreb, som kræver nøje overvejelse?

Sterilisation af mænd er et ret lille indgreb, der kan foretages i lokalbedøvelse i løbet af et kvarters tid. Det består i, at man afbryder eller overskærer sædstrengene, der fører sæden fra testiklerne (stenene i pungen) op til den væske, der produceres af kirtler højere oppe i legemet.

Den steriliserede mand mister intet af sin kønskraft, og den eneste rent legemlige ændring, der sker med ham ved sterilisationen, er at han efter nogle ugers forløb ikke mere er i stand til at befrugte en kvinde. Men hans evne til erotisk samvær og samleje, hans potens, svækkes ikke.

Ved det fuldbyrdede samleje udtømmer han sædvæske på samme måde og i samme omfang som før, men den er blot ikke befrugtningsdygtig. Sædcellerne er spærret inde og kan ikke passere den afbrudte sædstreng, men resorberes af legemet uden nogen ulempe, og testiklerne fortsætter med at producere effektivt mandligt kønshormon.

En sterilisation fjerner altså blot forplantningsevnen, mens en kastration (en fjernelse af testiklerne) er et langt alvorligere indgreb, der også går ud over kønshormonproduktionen.

Sterilisationen af en kvinde er en mere kompliceret operation, der kræver hospitalsindlæggelse. Den består i, at hendes æggeledere afbrydes.

En sterilisation må for begge køns vedkommende anses som noget uigenkaldeligt. Man kan ganske vist i nogle tilfælde gøre en steriliseret kvinde frugtbar igen, og man kan også hos mænd genskabe passage gennem sædstrengene, men det lader sig ikke gøre hos alle, og i hvert fald er det kun et fåtal af dem, der får det gjort, der viser sig i stand til at få børn.

Man skal derfor tænke sig godt om, inden man lader sig sterilisere, og nogle af de kvinder og mænd, som er blevet det, har fortrudt det og fået psykiske problemer af det.

Beslutter en mand sig til at lade sig sterilisere, bør han overveje alle konsekvenser, også den, at der senere alligevel kommer børn i ægteskabet.

Det kan der komme i de første to-tre måneder efter sterilisationen alene af den grund, at der endnu kan være sædceller i de øvre sædveje, og sker det senere, kan årsagen være, at sterilisationen ikke er udført forsvarligt, men der er også den mulighed, at hustruen er blevet befrugtet af en anden mand, og så er ægteskabet i fare.

Navnlig unge mænd skal tænke sig godt om, inden de lader sig sterilisere og dermed afskriver muligheden for at blive fædre i et eventuelt senere ægteskab, hvor hustruen gerne vil have børn.

Både hos steriliserede kvinder og mænd kan der i meget sjældne tilfælde dannes en ny passage ved siden af den afbrudte, en såkaldt rekanalisering, der bevirker, at sterilisationen ikke er effektiv, men det sker i mindre end 1 procent af tilfældene.

En steriliseret mand kan senere gennem en sædprøve. der kan analyseres på et hospitalslaboratorium, få vished for, om hans sterilisation er effektiv.

Ifølge sterilisationsloven af 1973 har enhver mand og kvinde over 25 år ret til uden særlig tilladelse at blive steriliseret, og det samme gælder kvinder under 25 år, hvis et svangerskab vil true deres liv eller helbred. Anmodning om sterilisation fremsættes over for en læge eller kommunens socialcenter (i København magistraten, på Frederiksberg det sociale udvalg), og lægen eller socialcentret henviser derefter den pågældende til et hospital, hvor indgrebet kan finde sted. Det er som anden hospitalsbehandling gratis.

Til sterilisation af mænd og kvinder under 25 år (bortset fra de foran nævnte kvinder, hvis liv eller helbred vil blive truet ved et svangerskab) og af personer, som er ude af stand til at forstå betydningen af indgrebet, kræves der tilladelse fra et samråd af læger og jurister, som er oprettet i forbindelse med amtskommunens socialcenter.

Sådan tilladelse kan gives i en del tilfælde, som er opregnet i loven, bl.a. hvis arvelige anlæg hos ansøgeren, dennes ægtefælle eller samleverske bevirker fare for, at eventuelle børn vil få en alvorlig legemlig eller sjælelig lidelse.

Sterilisation af personer under 18 år kan kun ske i ganske særlige tilfælde.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 3.014 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Skal Danmark have nye sikre atomkraftværker?
Effektiv reklame - klik her