Er stress noget, man under alle omstændigheder skal undgå?
Stress er den styrke eller heftighed, den intensitet, hvormed vi lever i hvert enkelt øjeblik. Hele vor tilværelse foregår under et vist pres og en vis spænding, og fuldstændig frihed for stress ville være det samme som død.
Således udtrykker stress-teoriens fader, dr. Hans Selye sig.
Hans Selye (udtales: sælje) er født i Wien i 1907, men har siden 1945 været leder af og professor ved instituttet for eksperimentel medicin og kirurgi ved universitetet i Montreal i Canada.
Alt levende er til stadighed stresset, og alt glædeligt eller ubehageligt, som øger livsintensiteten, øger også vort stress, det daglige slid på organismen.
Et hårdt slag og et lidenskabeligt kys kan fremkalde samme grad af stress.
I modsætning til, hvad mange tror, er stress ikke en nervøs spænding eller en følge af en beskadigelse, for stress er ikke noget, som man under alle omstændigheder skal undgå. Det er uløseligt forbundet med en naturlig aktivitet. Stress betyder blot, at der kræves noget af os, og frihed for stress falder ikke i den levende organismes lod.
Selye mener, at organismen besvarer enhver kraftig påvirkning ved hjælp af en tilpasningsmekanisme (en adaptation), hvori binyrebarkhormonet cortison spiller en vigtig rolle.
Når legemet underkastes en kraftig påvirkning, går det ud over alle organer undtagen binyrebarken, der tværtimod blomstrer op under stress og øger sin hormonproduktion, efter at organismen har slået alarm. Men efter nogen tid falder organismen tilbage i et mere normalt leje, for den orker ikke hele tiden at være i alarmtilstand.
Er stress-faktoren af en sådan art, at alarmtilstanden vedvarer, kan det ende med, at organismen går til grunde i løbet af timer eller få dage.
Den, der overlever stresset, går efterhånden over til en tilstand med forøget modstandskraft, hvorunder alarmtilstanden aftager eller forsvinder, men vedvarer stresset, mister man den nødvendige tilpasningsevne, og organismen går ind i en fase af fuldstændig udmattelse, da tilpasningsenergien er opbrugt.
Ved stress pirres hjernedelen hypothalamus, der udløser en kemisk budbringer, som påvirker hypofysen, der producerer hormonet ACTH, som igen stimulerer binyrebarken til at producere hormoner, som Selye har kaldt cortocoider. De vigtigste af dem er glucocorticoiderne, især cortison, som får brisselen til at svinde ind og påvirker sukkerstofskiftet, blandt andet ved at stimulere dannelsen af glycogen, det næringsstof, der oplagres i leveren, og som bruges som reservenæring i sulteperioder.
Under stress sender det nervesystem, der ikke står under viljens kontrol (det autonome), budskab til forskellige dele af kroppen og stimulerer adrenalin-produktionen, som - hvis den stimuleres for ofte - kan bevirke skader som mavesår, hjertebesvær og alt det, som Selye kalder adaptations- eller tilpasnings-sygdomme: dårlige nerver, hovedpine, søvnbesvær, for højt blodtryk, visse former for gigt, allergiske plager og hjerte- og nyresygdomme, der kommer på grund af legemets egne fejlagtige tilpasningsreaktioner.
Arbejde er ifølge Selye en biologisk nødvendighed.
Ligesom muskler svinder ind og bliver slappe, hvis de ikke anvendes, bliver vor hjernevirksomhed kaotisk og forvirret, hvis vi ikke bruger dens kapacitet til noget, som vi selv finder, at der er mening i.
Der er intet, der tjener et menneske bedre end aktivitet, som det selv kan lide.
.............................................................................................................