Hvad forstår man ved antigener og antistoffer?
Immunitet er betegnelsen for organismens værn imod fremmedstoffer, især smitstoffer.
Ved en infektion dannes der i blodet antistoffer imod bakterier og virus, og antistofferne er specifikke, det vil sige at der er et særligt antistof for hvert smitstof. Det kaldes for specifik immunitet.
Når et barn fødes, har det en medfødt immunitet fra moderen overfor nogle af de sygdomme, som moderen har haft, men den fortager sig i løbet i et halvt års tid.
Ved visse infektionssygdomme opstår der en immunitet af kortere eller længere, måske livslang varighed over for den samme sygdom, og det er dette forhold, som udnyttes ved vaccinationer og ved serumbehandling, hvorved man skaber en immunitet mod bestemte sygdomme med smitstoffer, som er blevet gjort uskadelige.
De stoffer, der fremkalder antistoffer i blodet, kaldes under et for antigener.
Antistofferne binder antigenerne og gør dem uskadelige.
Er et menneske vaccineret for kopper, vil vedkommende have antistoffer mod koppevirus i sit blod. Udsættes han senere for smitte, vil virus dukke op i blodet, men antistofferne vil sørge for, at det snart bliver uskadeliggjort.
Når antigenet (smitstoffet) er bundet til antistoffet, bliver det under normale omstændigheder tilintetgjort af de hvide blodlegemer, som kaldes lymfocytter, der så at sige fordøjer det, eller det efterlades i uheldige tilfælde i kroppen, hvor det kan give overfølsomhedsreaktioner.
Legemets naturlige forsvar imod fremmedstoffer kalder man immunforsvaret og læren om det for immunologi, og det er en videnskab, der i vor tid har fået meget stor betydning. Den er vigtig både for forståelsen af legemets reaktioner overfor smitsomme sygdomme og for afstødningstendenserne ved organtransplantationer.
Når antigen og antistof er forbundet kemisk, er de uløseligt låset fast til hinanden blandt andet ved elektriske kræfter, idet de negativt ladede stofgrupper bindes til de positivt ladede.
Ved overfølsomhedsreaktioner er der mere antistof, end der er brug for til bekæmpelse af antigenet.
Der findes i menneskelegemet mellem en million og en milliard antistoffer og mindst et for hver sygdom, man har haft. Antistofferne er æggehvidestoffer af den type, som man kalder for gammaglobuliner.
Legemets immunforsvar er den vigtigste del af det, som man fra gammel tid har opfattet som naturens egen lægende kraft.
Denne kraft er altså hverken ulegemlig eller mystisk. Den beror på årsager og virkninger, som man må kende for at kunne styrke eller svække immunforsvaret til gavn for patienten.
Man forsøger at svække det ved organtransplantationer, så antistofferne ikke bevirker, at organet bliver afstødt som et fremmedlegeme, og man forsøger at forstærke det ved infektionssygdomme, blandt andet gennem vaccinationer, hvor dette er muligt.
Det farlige ved sygdommen AIDS er, at smitstoffer ødelægger de såkaldte T-lymfocytter, hvide blodlegemer, der spiller en vigtig rolle for organismens immun-beredskab. En person med AIDS-sygdommen mangler derfor normal beskyttelse mod selv banale infektionssygdomme som bl.a. forkølelse, influenza og bakteriologiske infektioner.
Man kan også være eller vælge "Immunitet" over for andres "gode råd" ...
.............................................................................................................