Logo

Indvoldsorm

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Hvilke forekommer her i landet?

Der kan forekomme flere former for orm i menneskets indvolde. De vigtigste er bændelorm, børneorm og spolorm,

Bændelorm, som nu er ret sjældne i Danmark, findes i forskellige former som for eksempel svinetinte-bændelorm, oksetintebændelorm og den brede bændelorm, fiskebændelormen.

Man kan altså, hvis man er meget uheldig, få bændelorm fra svinekød, oksekød eller fra fisk.

Bændelorm kan blive 5-10 meter lange. De består af et hoved, hvormed de suger sig fast til tarmen, og mange led, der indeholder i tusindvis af æg.

Bændelorm giver ikke altid symptomer og kan leve i tarmen i mange år, og man opdager dem tilfældigt, når man finder leddene i afføringen. De er flade og hvide.

Hvis svin eller kvæg får ormene i sig, udvikler de sig til tinter, som bliver til bændelorm i mennesker, når de spiser kød med tinter i.

Svinebændelorm er nu meget sjælden i Danmark, hvis den overhovedet forekommer mere, men derimod kan man stadig risikere at få bændelorm ved at spise råt oksekød, selvom mindste fund af tinter i kødet på et dyr får kødkontrollen til at kassere dyret totalt.

Tinterne dræbes ved opvarmning til 70 grader (°C)eller ved frysning til minus 10 grader (°C)i 10 dage.

Har man fået bændelorm, er det ikke vanskeligt at få dem fjernet hos en læge ved hjælp af ormemidler.

Den almindeligste indvoldsorm er børneormen, der er hvid og tynd som en sytråd, og som bliver imellem en halv og en hel centimeter lang og lever i den nederste del af tyndtarmen og den øverste del af tyktarmen.

Den befrugtede hun kan lægge omkring 10.000 æg, som den efter at have vandret gennem tarmen, efterlader omkring endetarmsåbningen, hvor de giver stærk kløe. Det får børnene til at kradse sig bagi med neglene, så de får æg under fingrene og derved tilfører sig selv nye æg eller smitter andre med børneorm. Udover kløen giver ormene ingen symptomer, men lidelsen er meget smitsom. Den kan behandles med godt resultat, men i reglen kun, hvis hele familien lader sig underkaste behandling.

Børneorm overføres som æg til mennesket, for eksempel igennem grønsager, som ikke er gjort ordentligt rene.

Spolorm, der bliver 25-30 centimeter lange, opholder sig i tyndtarmen, hvor hunnen daglig lægger op imod 200.000 æg, som udskilles med afføringen.

Får man modne æg i munden for eksempel via salatblade, udvikler de sig i tarmen til larver, der er ganske små og trænger ind i blodkarrene i tarmens væg, hvorfra de via leveren går til lungerne og videre ind i selve luftvejen. Herfra vandrer de via bronkierne op i svælget, hvor de synkes og via spiserøret og maven vender tilbage til tarmen, hvor de bliver til voksne spolorm.

Også spolorm er det forholdsvis let at blive befriet for, og man kan undgå at få dem gennem en gennemført hygiejne med fødevarer.

Trikinen, som er en farlig snylter, og som kan leve indkapslet i musklerne i flere år, forekommer nu ikke mere i Danmark. Man kan få den gennem svinekød, men kødkontrollen har efterhånden fået den udryddet.

Den og en række andre snyltere, der kan give farlige sygdomme, og som regel kommer på grund af dårlig hygiejne, findes derimod stadig under andre himmelstrøg, hvad man bør være opmærksom på under turistrejser.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 2.862 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvor tit spiser du oksekød til aftensmad?



Effektiv reklame - klik her