Logo

Gonorré

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Hvor farlig en kønssygdom er gonorré?

 

Kønssygdommen gonorré (tidligere ofte kaldt for »dryppert«) skyldes bakterier ved navn gonokokker. Når de ses i et mikroskop, ligner de anførselstegn eller kaffebønner, der ligger to og to sammen.

De smitter næsten udelukkende ved samleje, men også svælg og endetarm kan huse gonokokker, og gonorré er i mange lande meget udbredt i homoseksuelle kredse.

Seksuelt aktive personer må være klar over, at de har langt større risiko for at blive smittet og selv smitte videre, hvis de vælger tilfældige partnere.

Prostituerede udgør stadig en betydelig smittekilde, men det friere seksualliv blandt unge må bære hovedvægten af ansvaret for, at kønssygdommene overalt i verden har været i rivende vækst, og at der her i Danmark i de senere år er forekommet omkring 20.000 nye tilfælde af gonorré årligt.

Nu er tallet på grund af frygten for AIDS nede på under 10.000 tilfælde årligt.

Gonorré er således næst efter forkølelse den almindeligste infektionssygdom herhjemme, og noget lignende gælder for andre lande som for eksempel Sverige og USA.

Rundt regnet 1 procent af befolkningen har gonorré, og hyppigheden af sygdommen er blandt 15-19 årige dobbelt så stor som i hele befolkningen, i gruppen fra 20 til 24 år er den fire gange så stor, og i gruppen fra 24 til 30 år er den igen dobbelt så stor.

Det lumske ved gonorré er, at den i vore dage ofte optræder uden symptomer og derfor ikke bliver erkendt i tide. Symptomerne er ellers udflåd fra urinrøret og smerter ved vandladningen. Udflåddet er til at begynde med klart, men antager senere en gullig farve.

Mellem 70 og 80 procent af de kvinder og mellem 10 og 20 procent af de mænd, der bliver smittet, mærker ikke noget til sygdommen, når de har fået den, og de ved altså ikke, at de har den, men en symptomfri gonorré er lige så smittefarlig som den symptomgivende.

Inkubationstiden, den tid, der går, fra man bliver smittet og indtil sygdommen kan give symptomer, er fra 2 til 6 dage.

For mænd er gonorré en forholdsvis ufarlig sygdom, der kun ret sjældent medfører alvorlige komplikationer, som imidlertid, når de forekommer, kan være meget ubehagelige med smertefuld opsvulmning af testiklerne (»sandklodser«).

For kvinder er gonorré derimod altid en alvorlig sag, selvom den til at begynde med ikke giver symptomer.

Den fører i mange tilfælde til bækkenbetændelse, der igen kan medføre en ufrugtbarhed (sterilitet), som sjældent kan kureres.

En stor del af de kvinder, der ikke kan få børn, er blevet sterile på grund af, at de har været smittet med gonorré, så en betændelse for stedse har tillukket deres æggeledere.

Gennem brugen af p-piller er kvinden beskyttet imod graviditet, men absolut ikke mod kønssygdomme, og da risikoen for svangerskab er blevet fjernet hos p-pillebrugende kvinder, er mænds anvendelse af kondomer, der forebygger både svangerskab og kønssygdom, hvis kondomet ikke brister, blevet mindre hyppig end før. Det, at mændene, som det siges, »kører på frihjul«, har øget risikoen for smitte og var altså stærkt medvirkende til væksten i antallet af kønssygdomme.

Folk var øjensynlig heller ikke så bange for at blive smittet som tidligere. Sygdommen er nemlig let og forholdsvis hurtigt helbredt ved hjælp af penicillin, der - rigtigt doseret - helbreder enhver gonorré med så stor sikkerhed, at hvis sygdommen stadig er til stede hos en person, der kommer til kontrol efter at være blevet behandlet, kan det fastslås, at der er sket en fornyet smitte.

Alle, der har udsat sig for smitte, bør gå til læge og blive undersøgt, og lægen bør tage sig tid til at forklare patienten, hvordan man undgår både at blive smittet og at smitte andre.

Det bør også altid opspores, hvorfra en smitte stammer, så smittekilden kan blive behandlet.

Enhver nyfødt i Danmark fik tidligere øjnene dryppet med en svag lapisopløsning, den såkaldte credé-profylakse, der var forordnet ved lov, og hvis formål var at beskytte barnet mod øjengonorré, en betændelse i øjets bindehinde, der kunne føre til blindhed, men nu aldrig ses mere. I 1986 ophævedes credé-profylaksen, men læger og jordemødre fik pålagt at lægge mærke til spædbørns eventuelle øjenbetændelser.

En alvorlig, men nu sjælden komplikation af gonorré hos både kvinder og mænd er den gonorrhoiske ledbetændelse, som er meget smertefuld, og som i de sværeste tilfælde kan medføre stivhed i et led.

• Se kønssygdomme.

.............................................................................................................

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Facebook
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,8 (4 stemmer)
Siden er blevet set 1.799 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.