Hvad forstår man ved blodtyper, og hvilken betydning har de?
For at foretage en vellykket blodtransfusion - overførsel af blod fra et menneske til et andet, der mangler blod, - er det nødvendigt først at typebestemme blodet.
Før man vidste, at der var noget, der hed blodtyper, var næsten enhver overførsel af blod dødbringende. Det var i hvert fald et rent lykketræf, hvis den ikke var det.
Det var østrigeren Karl Landsteiner, der fik Nobelprisen i 1930, som i begyndelsen af dette århundrede opdagede det bedst kendte og vigtigste blodtypesystem, AB 0-systemet.
Senere er der fundet så mange andre blodtypesystemer, at det er umuligt at opgøre, hvor mange forskellige blodtyper, der findes.
Kombinerer man alle de kendte systemer, kommer man i hvert fald op på et meget stort antal blodtyper, hvoraf adskillige dog vil være sjældne.
Ved anvendelse af de to enkleste og almindeligst kendte systemer, nemlig AB 0- og rhesus-systemerne, får vi otte forskellige blodtyper, nemlig type 0, A, B, AB, der hver for sig kan være enten rhesus-positive eller rhesusnegative.
Ca. 85 procent af den danske befolkning er rhesus-positive og ca. 15 procent rhesus-negative.
De forskellige blodtypers procentvise forekomst i befolkningerne på det euro-asiatiske fastland varierer fra øst til vest således, at hyppigheden af de enkelte blodtypers forekomst er vidt forskellig i Sibirien og i det vestlige Frankrig.
Blodtype B er almindeligere i Sibirien end i Vesteuropa og type 0 (nul) er særligt hyppigt forekommende blandt keltere og baskere i det vestlige Europa, og antropologerne (udforskerne af nulevende og uddøde menneskeracer) mener, at baskerne er efterkommere af en befolkning, der levede i Europa, før indvandringerne fra øst og sydøst begyndte i forhistorisk tid.
Landsteiner opdagede AB 0-blodtypesystemet omkring år 1900, og rhesus-blodtyperne blev fundet 40 år senere. Denne blodfaktor blev først påvist hos rhesus-aber, deraf benævnelsen.
Ved blodtransfusioner skal man have blod af samme type, som man selv har, da der ellers er fare for, at man dør af blodtransfusionen, idet blodet klumper sammen (agglutinerer) ved uforligelighed.
En forligelighedsprøve, der hurtigt kan foretages, viser, hvilken type blod, man kan tåle at få tilført.
Blod af forskellig type, der er klar til transfusioner, findes i vore dage oplagret i hospitalernes blodbanker, så det kan anvendes til at erstatte blodtab under operationer.
Da blodtyperne er arveligt bestemt og ikke ændrer sig livet igennem, kan man gennem dem undersøge, hvem der ikke kan være fader til et barn, når der er tvivl om, hvem faderen er.
Af de mindre kendte blodtyper kan nævnes MN-typerne, P-typerne, Lewis-typerne, Lutheran-blodtyperne, Kell-blodtyperne, Duffy-typerne og Kidd-typerne.
De har ingen større betydning ved blodtransfusioner, men kan give god vejledning ved faderskabsbestemmelser.
Rhesus-typerne har betydning også, hvor der ikke er tale om transfusioner.
Hvis en rhesus-negativ kvinde lever sammen med en rhesus-positiv mand og bliver gravid med et rhesus-positivt barn, kan barnet dø i moderens liv af den såkaldte rhesus-sygdom (erythroblastosis foetalis), der giver svær blodmangel og gulsot. Risikoen er dog næsten aldrig til stede for det første barns vedkommende, men øges ved hver følgende graviditet.
Rhesus-sygdommen kan kun opstå i rhesus-positive fostre, der fødes af rhesus-negative mødre, men forebygges effektivt gennem behandling med rhesus-antistof af alle rhesus-negative kvinder, der har født, så de ikke danner antistof mod deres næste rhesuspositive fostre.
.............................................................................................................