Logo

Avitaminoser

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

I hvor høj grad har man brug for vitaminer?

Avitaminoser betyder mangel på vitamin. Det er mangelsygdomme, der er sjældne her i landet, men de kan dog forekomme, dels hos personer, der spiser for lidt, dels hos dem, der er fejlernæret, for eksempel alkoholikere, der ikke tager føde til sig, men drikker dagen lang.

I u-lande er avitaminoser eller vitaminmangelsygdomme derimod ret almindelige.

Vitaminerne, der er·stofbestanddele, der skal indtages i meget små doser, kan deles i de fedtopløselige og de vandopløselige vitaminer. A, D, E og K-vitaminer er fedtopløselige, mens C-vitaminer og vitaminer af B-gruppen er vandopløselige.

En vitaminmangel kan enten skyldes, at kosten er utilstrækkelig, eller at tarmen ikke optager føden godt nok.

A-vitamin-mangel forekommer i praksis yderst sjældent i Danmark, men hvor den forekommer, kan den forårsage natteblindhed og øjentørhed, der kan føre til blindhed.

D-vitamin-mangel bevirker engelsk syge (rakitis), som også nu er meget sjælden i Danmark, og som kan forebygges ved indtagelse af torskelevertran.

Mangel på E-vitamin kendes ikke hos voksne, men kan bevirke blodsygdom hos for tidligt fødte spædbørn, og K-vitamin-mangel kan føre til blødningstilbøjelighed. Derfor gives der K-vitamin til gravide i slutningen af svangerskabet eller til børnene straks efter fødslen.

C-vitamin-mangel er også sjælden i vore dage, men mangel på C-vitamin bevirkede i gamle dage skørbug hos søfolk på langfart. Det var dengang en meget frygtet sygdom, der kunne være dødelig. Den fik tandkødet til at svulme op, gav hudblødning og forringet heling af sår.

Skørbugssygdommen forsvandt pludselig fra den britiske flåde, da man fandt på at give matroserne citronsaft eller appelsinsaft. C-vitamin findes i rigelige mængder i citrusfrugter og solbær, men også langt de fleste grønsager indeholder C-vitamin.

Der er ikke ført bevis for, at indtagelse af meget store mængder C-vitamin (for eksempel i form af ascorbinsyre-tabletter) har nogen som helst indvirkning på forkølelse eller forebyggelse overfor denne sygdom.

Det viste sig først i dette århundrede, at der var flere B-vitaminer, end man regnede med, og derfor måtte man give dem numre.

B-vitaminer giver sjældent eller aldrig mangelsygdomme her i landet. I øvrigt er B1 eller tiamin tilsat hvedemel, der altså er beriget med dette vitamin, ligesom margarine er beriget med A-vitamin.

Svær mangel på tiamin (B1) kan medføre sygdommen Beriberi (se denne).

Den bredte sig voldsomt i østen, da befolkningen gik over til at spise polerede (afskallede ris), idet tiaminet findes i risskallerne.

Mangel på riboflavin (vitamin B2) er også ukendt i Danmark, men kan give sårdannelse i mundvigene og rødme og skællende næsefløje, ører og øjenlåg.

Mangel på niacin (vitamin B3) kan medføre sygdommen Pellagra, der endnu forekommer i lande, hvor hovedernæringen er majs. Niacinet findes nemlig i en form, som mennesker ikke kan udnytte.

Man kender ingen sygdom, der skyldes mangel på pantotensyre (vitamin B5).

Mangel på folinsyre og vitamin B 12 kan give alvorlige blodsygdomme, for eksempel perniciøs anæmi (se denne), men hvis B 12-mangel viser sig hos en patient, kan den modvirkes med injektion af B 12-vitamin, for eksempel Betolvex.

Der er udarbejdet et skema af en international kommission, der viser, hvor meget vitamin et almindeligt menneske skal indtage daglig for at undgå vitaminmangel-sygdomme, og lever man af almindelig dansk kost og har en normal appetit, skulle man ikke kunne få vitaminmangel. Vil man være helt sikker på at undgå det, kan man om vinteren tage en blandet vitamintablet daglig.

Hvis man får vitaminer nok (og er i stand til at optage dem) bliver man ikke syg af avitaminoser, men sundheden øges ikke ved, at man indtager flere vitaminer end nødvendigt.

Tvært imod kan det være skadeligt at overdosere visse vitaminer, det gælder især D-vitamin, men også A-vitamin.

.............................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,7 (7 stemmer)
Siden er blevet set 2.438 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Hvad synes du om de nye skruelåg der skal sidde fast?


Effektiv reklame - klik her